Det her er vigtigt. Mine ord her er et kærligt kald til dig. Fra mit hjerte til dit. Vi bliver nødt til at tale mere om, hvor svært vi voksne modne kvinder har det med at give udtryk for vores behov, sige vores mening og dele vores kvaliteter åbent.
Det er min erfaring, at overgangsalderen igangsætter eller skruer op for en indre frygt i forhold til at dele, det vi kan, sige hvad vi tror på, sige hvad vi mener, sige nej til ting/situationer/personer, der føles forkerte og sige ja til nye muligheder, der kan løfte os og udfolde vores potentiale. Og jeg skriver vi, fordi jeg selvfølgelig selv har mærket/mærker det.
I virkeligheden ser jeg også, at det i overgangen (og herefter) simplethen bliver alt for smertefuldt, når vi ikke kan sige vores sandhed. Livet bliver alt for utilfredsstillende, når vi ikke kan give udtryk for vores behov, og den kvinde vi er. Overgangsalderen er et stor indre kald på at træde dybere ind i dine kvaliteter og dermed faktisk også dybere ind i dit udtryk. Og så kommer vi ikke udenom at tale om det, som jeg vil dele med dig her.
Gennem tiderne…
Vi kvinder er gennem tiderne blevet hængt, brændt, halshugget, gasset og i nyere tid gjort mindre værd og ikke gode nok i forhold til vores særlige feminine power. Vores unikke kraft som er vores dybe intuitive lederskabskraft, vores evne til at omfavne og være der for andre, vores høje emotionelle intelligens og vores iboende healingskraft.
Gennem århundreder er vores kraft blevet taget fra os. Vi er blevet misbrugt, bedømt, sammenlignet med andre og gjort forkerte, gjort for mærkelige, gjort mindre værd. Vi har været for meget eller for lidt.
Vores feminine kraft er blevet holdt nede. Det er det, vi kan mærke, når vi holder os tilbage fra at sige vores sandhed, være autentiske og bede om det, vi har behov for at trives. Det gælder også i relationen til os selv.
Det kaldes for the Witch wound – heksesåret. Heksesåret har fået sit navn efter…
… de hekseafbrændninger (hængninger og halshugninger), som fandt sted mange steder i verden i 1600- til 1700-tallet.
Heksesåret er en energiblokering, der stopper os i at sige vores mening og holder os tilbage fra at have vores frie udtryk. Denne blokering sidder stadig i os den dag i dag både fra det kollektive ubevidste, fra tidligere livsoplevelser, og den ligger i vores DNA fra vores formødre og forfædre og fra vores nuværende livsoplevelse.
Den gang og nu….
Én ting var at mange kvinder blev slået ihjel gennem disse år, men det er intet imod den frygt, som blev udbredt til andre kvinder, der var tilskuere til disse bedømmelser. En anden ting er også, at der sikkert var nogle kvinder, som havde gang i noget, som måske endda burde straffes… men frygten spredte sig som en steppebrand, og kvinder som man anså for vise kvinder, jordmødre, urtekyndige røg med i “hekse-puljen”. Alle der var mærkelige eller havde særlige kræfter eller var mystiske kunne ryge med på bålet. I England blev kvinder der var rødhårede kaldt hekse, og kunne derfor risikere at blive dræbt pga. hårfarven.
Heksesåret føles som en trussel
Heksesåret ligger som en frygt for vores liv, når vi ytrer os. I dag er der måske ikke en reel trussel på vores fysiske liv, men det kan føles sådan, hvis du fx bliver udskældt offentlige eller i familien for dine holdninger, når din stemme negligeres og ikke regnes for værdifuld i samtaler på arbejdet, når du ikke bliver set som den du er i dit parforhold, når du på forskellig vis (også ubevidst) trues til stilhed etc.
Der ligger mange traumer her, som kan komme til udtryk på alle mulige forskellige måder fx:
- Du orker ikke sige din mening til din mand, fordi du ikke orker hans vrede eller afvisning (igen…)
- Du tør ikke dele et FB-opslag, der handler om hvad du kan, hvad der er dine helt særlige kvaliteter
- Du ved slet ikke hvordan du skal beskrive det, som du laver, den du er, det der er din livsfilosofi
- Du deler ikke åbent og ærligt det du føler, når du fx bliver rigtig ked af det eller vred
- Du makker ret, selvom du kan mærke i maven, at det er forkert
- Du undgår at håndtere dine udfordringer, når noget ikke fungerer for dig
– kan du genkende?
Hvordan du healer dit heksesår:
- Bliv først opmærksom på hvor du holder dit udtryk tilbage
- Anerkend det er svært at dele, det du mener/det du har på hjertet/det du har brug for
- Tag ansvar for at det er svært – og sig/skriv så noget alligevel (arbejd evt. med dit mindset)
- Hvis en anden/andre er involveret, så tag ansvar for din del af udfordringen (det gør at du bliver i din egen energi og, at den du kommunikerer med ikke føler sig truet. På den måde åbner du for kommunikationen)
- Vær tydelig omkring, hvad du gerne vil have, hvad du har behov for, hvad du ikke har lyst til etc., og kom tilbage til dét, hvis kommunikationen tager en drejning henimod andre ting
- Brug dybe vejrtrækninger til at holde dig groundet, når tankemylder og følelsesstorme blæser omkring dig og i dig
- Husk at lytte til dit hjerte og prøv at kommunikere herfra
- Den/dem du kommunikerer med – husk at lytte, respektere og validere, det de deler med dig (det forandrer ikke dit behov, men åbner for at kommunikationen bliver mere flydende og at I på en mere ægte måde kan nå til en forståelse)
- Arbejd altid også energetisk fx med en Chakra-Energi-Transformation meditation som den du finder nederst på siden HER
Hold på hat og briller
Regn med at det føles rigtig svært, når du skal finde vejen til at balancere dit udtryk. Regn med du føler, du ikke får kommunikeret på en ordentlig måde. Uperfekte handlinger er vejen frem. Den eneste vej frem faktisk. Du skal ikke kunne overskue eller styre en kommunikation. Du skal bare dele, hvad der sker i dig. Og blive mere og mere tydelig omkring det, som du kan mærke er vigtigt for dig. Og så skal du øve dig – igen og igen og igen…
Du må gerne trække en streg i sandet, hvis du ikke længere vil være med til noget. Du må gerne sige fra overfor dine børn. Du må gerne råbe, græde og være urimelig, når du går gennem forandringsprocesser (eller bare i det hele taget. Vil jeg bare lige minde dig om.
Jeg tænker nogle gang på, om heksesåret er årsagen til vores indre pæne pige og til at vi er 12-tals-elever i flinkeskolen. Man ved i dag at pæn-pige-syndromet er et frygt-respons, så mon ikke det hænger meget godt sammen.
Når du forandrer den problemstilling, du måtte have omkring dit udtryk, så vid at du på den måde sætter ringe i vandet og støtter alle andre kvinder. Unge som modne som gamle. Når du åbner op for at forandre dit udtryk, vil andre følge med…
Nu har du måske fået en ny forståelse for eller et bud på, hvorfor det er svært… nu er det tid til at gå på arbejde og heale heksesåret. Og du er ikke alene på rejsen mod et klarere, ærlige og mere hjerteåbent udtryk.
Jeg arbejder med UDTRYK i min Meditations Cirkel. Faktisk er det vævet ind i alt, jeg bidrager med, og det bliver altid meget hurtigt aktuelt at tale om vores udtryk på mit 60 dages Ro på Retreat. Der er altid et arbejde, vi skal gøre her.
Jeg håber disse ord giver mening for dig kære kvinde.
Kærligst Grethe